Lidt historisk baggrundsviden om Forlaget politisk revy

Institutionen politisk revy startede som et i sin tid meget omtalt og nogle gange forkætret bladprojekt den 6. september 1963, hvor nr. 1 af »det uafhængige, socialistiske fjortendagesblad« udkom.
Det sidste nummer af tidsskriftet, nr. 507, udkom i april 1987 pga. voksende økonomiske vanskeligheder for bladdriften og efter adskillige udskiftninger i redaktionsstab og redaktionelle anstrengelser, som til sidst bl.a. indebar en overgang til et postmoderne månedstidsskrift.
Der har været mange medarbejdere på bladet, både i redaktion, styrelse og som løst tilknyttede skribenter, og en navneliste ville sikkert overraske mange i dag. Men ingen nævnt, ingen glemt.
Institutionen stod i en årrække også for udgivelsen af tidsskriftet KONTEXT, samt, sålænge det eksisterede, for tidsskriftet naturkampen. De fleste numre af disse to tidsskrifter kan stadig leveres, og på et senere tidspunkt vil vi lægge en oversigt over naturkampen ind i denne homepage, vedr. KONTEXT se den kronologiske oversigt over samtlige udgivelser fra forlaget.
Selv om bladet ikke udkommer længere, er institutionen i dag principielt stadig den samme, blot udgives der i dag ikke tidsskrifter, men kun bøger, og de emner vi beskæftiger os med, er i takt med tidernes skiften blevet udvidet fra en mere ren politisk eller samfundsorienteret indfaldsvinkel til også at omfatte f.eks. skønlitterære udgivelser, digte, eventyr, tekster om rockmusik, tegneserier og meget andet. Men vi holder samtidig fast ved vores rødder, og både politisk relevante debatbøger og andre mere kontroversielle emner kan stadig dukke op blandt vores udgivelser.
I begyndelsen af 70'erne begyndte institutionen at udgive bøger som en sideløbende aktivitet, både for at underbygge, videreudvikle og viderebringe standpunkter og informationer fra tidsskriftet og også for at bidrage økonomisk til det notorisk skrantende bladprojekt. I årenes løb er det blevet til mange bøger, nogle huskes snarere end andre. Claus Deleuran startede sin løbebane som tegneserieforfatter i bladets spalter, og hans første samlede værk, en klassiker blandt danske tegneserieudgivelser: "Thorfinn, eller den sandfærdige og ubesmykkede beretning om Thorfinn Karlsen Tågegårds lykkelige liv" udkom her på forlaget i 1972. Friedrich Engels klassiker, "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse" kom i flere oplag, første gang i 1971. Den i sin tid meget efterspurgte Røde Kalender kom årligt fra 1974 og helt frem til 1989.
Adresserne har været mange, fra Landskronagade på Østerbro i København, over Dronningensgade på Christianshavn, Skt. Peders Stræde inden for voldene (over flere omgange), Vesterbro, Nørrebro - til i 1993 tilbage i indre by i Nansensgade, Københavns boggade, som den er bevet kaldt, hvor forlaget nu er en del af et livligt bogmiljø med flere mindre forlag, antikvariater, en lyrikbutik, bladprojekter, marskandisere, fotografer m.m. Vi håber på at kunne holde skansen her de næste mange år.
I de sidste 14 år har forlaget haft egen ledelse og bl.a. markeret sig med udgivelsen af kulturserien Rævens Sorte Bibliotek (hvor der i indtil videre er udkommet over 40 titler, og flere er blevet genoptrykt). Og med en stædig blanding af sjov og alvor, filosofisk teori og psykologisk terapi, tegneserier og skønlitteratur, dybe og lette bøger, fotografiske billeder og utopiske politiske analyser, trodser vi tidens trends og bliver ved med at udgive såkaldt smalle, men vigtige bøger, som vi brænder for. Om hvilke titler der udgives i år, om udgivelserne i sidste år og om vores backlist-titler samt alle udgivelserne i Rævens Sorte Bibliotek kan man læse på de forskellige sider af vores homepage. I anledning af forlagets 30-års fødselsdag udarbejdede vi en samlet og kronologisk oversigt over alle udgivelser fra forlaget, som også kan findes her for de mere historisk interesserede.

God fornøjelse, køb bøger og læs dem!

Johannes F. Sohlman
forlægger

(Vores bøger distribueres til boghandlere af Gyldendals Forlagsekspedition, Lindgreens allé 12, 2300 København S., tlf 31 54 71 75, fax 31 54 36 38)


-[Nyheder]-[Backlist]-[e-post]-[Bestillingskupon]-[Rævens Sorte Bibliotek]-[Kronologi]-
-[Historie]-[Københavns Bogforlag]-[Tilbage til forlagsserverens oversigt]-[Velkomst]-